Opbyg et sprog

Det sprog man bør tale med sin komponist, er det sprog man taler med alle andre på filmen: Hvad handler historien om? Hvad handler denne scene om? Hvad mener jeg, der sker i denne scene? Hvad føler karakteren i denne scene? Hvad vil karakteren? Hvad føler publikum i denne scene?

Sproget kan derudover bestå af dramaturgi, rumlige beskrivelser, referencer til andre film og andet musik, referencer til maskemusik, følelser, tempoangivelser, og de systemer og regler for musikken og filmen I selv vedtager.

Det er en dårlig ide at bruge for mange musikalske udtryk. Selv om det føles præcist at sige jazzguitar, viser det sig at der i praksis findes mindst 7000 variationer inden for termen jazzguitar. Måderne at spille jazzguitar på er uendelige. Jazzguitar kan betyde hvadsomhelst, med mindre der findes en præcis reference. Selve musikstilen eller hvilke instrumenter komponisten bruger, i det til filmen sammensatte orkester, er desuden noget man så vidt muligt skal forsøge at fastlægge en gang for alle. Hvilket orkester, hvilken sound og hvilke instrumenter bruger vi og hvorfor? (Se afsnittet konceptualisering)

En typisk samtale om filmmusikken bør starte med at fastslå, hvad den enkelte scene eller sekvens handler om. Fortæl hinanden hvad I mener at historien handler om. Analyser hvem der føler hvad, hvornår og hvorfor. Der er som regel en masse nuancer og fortolkninger af historien og karakterenes følelser I ikke er enige om, eller forstår forskelligt. Derefter taler man om, hvilken del af historien man kan styrke med musik. Hvilke følelser skal der skal gøres rede for? Tilsidst kommer de overordnede betragtninger om tempo, ind og ud punkter. Så går komponisten hjem og arbejder på en hurtig skitse. Derefter mødes I igen og gentager processen med udgangspunkt i musikskitsen.

Over tid udvikler I et sprog sammen. Man ved hvad samarbejdspartneren tænker eller mener. Derfor er der mange instruktører, der arbejder med den samme komponist igen og igen.

Om udviklingen af musikken i introsekvensen til serien “Six feet under”.