For meget musik

“Music has become another of the most abused aspects of filmmaking. I’m mystified by the direction scores have taken in the last ten years. It’s wall-to-wall—it’s the movie equivalent of the vuvuzelas from the last World Cup! I don’t understand it at all. For me, it’s ideal when you can get the music to do something that everything else isn’t doing” – Stephen Soderberg, 2013

Jo mere musik man lægger på, jo flere steder begynder man at føle filmen trænger til musik. Man hæver grundniveauet således at alle scener får brug for musik. Det er en dynamisk proces, hvor man langsomt mister dynamik i  filmens følelseskurve – “the movie equivalent of the vuvuzelas from the last World Cup!”  Jeg har lavet en film der var 90 min lang, hvor processen gik amok og vi endte op med 80 min musik.

  • Før I lægger musik på, så overvej om scenen er en musikscene – hvad gør musikken i denne scene? Tilføjer den noget som ikke er der?

Megen musik bliver lagt på, fordi klipperen har brug for inspiration, eller for at føle at scenen er klippet færdig – maskemusik kan gøre filmen færdig til visning på et øjeblik. Det kan være utroligt svært at komme af med musikken igen når den først ligger der, og det kan lave rod i historien. Musik fungerer som at give filmen testosteron – det virker i første omgang, men på lang sigt er det usundt

  • Hvis man ender op i den situation at musikken begynder at tage magten fra en, kan det være en løsning at fjerne al musikken og begynde på en frisk. Overvej hvad der er galt, hvis der er meget musik – eller for mange forskellige stykker musik i filmen.
  • Er den lave del af dynamikken i filmen forsvundet?
  • Øges intensitensiteten for hurtigt?
  • Venter I med at komme musikken på til følelserne har manifesteret sig i scenerne.
  • Mangler der “øer” af fred og ro i filmen, så det er svært at bygge dynamikken op igen.
  • Er det emotionelle for ensformigt og uvarieret?