Inden for dokumentarfilm, novellefilm og andre kortere formater bruger man sommetider en anden slags fortælleform. Denne form minder om popsangens form. F.eks:

Omkvæd / Vers 1 / Omkvæd / Vers 2 / Omkvæd/ Vers 3 / Omkvæd / C-stykke / omkvæd

Popformen kan bruges til at strukturere et narrativt forløb helt ned til 5 min i længden. Det centrale i denne form er at vi hele tiden vender tilbage til et omkvæd, der strukturerer sangen. Når der har været 3-4 omkvæd er omkvædet blevet til en regel. Publikum har nu lært at synge med på omkvædet. Nu kan man lave en afvigelse; et C-stykke eller en pointe. Pointen ændrer fortællingens starttilstand. I nogle fortællinger forkastes ændringen, hvorpå vi vender tilbage til starttilstanden. Så dannes der en cyklisk fortælling.

• Omkvædet (scene 1): Den samme scene, der gentager sig selv og som vi hele tiden klipper tilbage til. Det kan f.eks være en scene med en karakter, der prøver på det samme igen og igen uden at lykkes med det. Pointen kunne så være at i sidste udgave af scene 1 lykkes han endelig med sit forehavende eller der sker noget nyt og uventet i scenen.
• Verset (scene 2,3,4): Et vers er forskellige mindre historier og situationer der ikke nødvendigvis hænger sammen. Men de struktureres og bindes sammen af Omkvædet der skaber en sammehæng.
• C stykke (scene 1 med pointe): En variation, hvor der sker noget nyt, der perspektiverer den regel vi har lært vores publikum i scene 1.

Så kan formen se således ud:

Scene 1 (omkvæd)/scene 2/ scene 1 /scene 3 / scene 1 / scene 4 / scene 1 med pointe/ 

Slut eller tilbage til Scene 1 i starttilstand (cyklisk form)

Musikken kan også i længere fortællinger bruges til at skabe struktur ved at danne et omkvæd. Denne måde at bruge musikken på kan man f.eks. opleve i filmen “Mit liv som hund”, hvor hovedkarakteren reflekterer over sin håbløse situation i en række små sekvenser filmen igennem. Sekvenserne er konstrueret som voiceovers,  der er ledsaget af det samme simple klavertema. De fungerer som et omkvæd, der fastholder og gentager hovedkarakterens overlevelsesstrategi som er: “Det kunne være værre”. Men tilsidst kan det ikke blive værre. Hovedkarakteren bryder sammen, men genopstår og en ny tilstand opnåes.

Musikken hjælper med til at stramme filmens form op og styrker publikums forståelse og identifikation af hovedkarakterens problem.

Efter en Ide af Arne Bro og Flemming Lyngse, den Danske Filmskole.