Mix og perception

Det vigtigste i mixningen af filmen er, at der bliver taget stilling til, hvad publikum skal lægge mærke til: Dialog, lyd eller musik. Man skal tydeligt pege på det vi skal bruge vores opmærksomhed på. Menneskets bevidste perception er så lavfrekvent, at vi kun kan opfatte et meningsbærende lag af gangen. Hvis man ikke har  taget stilling til hvad man vil henlede opmærksomheden på, mister publikum fokus og sidder og lytter til musikken, hvor de skulle lytte til dialogen. Publikum er som regel så optagede af at følge med i historien, at de ikke bevidst sidder og lytter til musikken.

Vores underbevidsthed opfanger alligevel enorme mængder af information fra de  billeder og den lyd der er omkring os, uden at vi er bevidste om det. Det er som regel i de underbevidste kanaler at musikken ligger sammen med mange af de følelsesbærende lag.

 

 

Blade Runner 1982 er en flimrende collage af lyde og musik. Mange “Radiomontage” agtige greb der det ene øjeblik overloader vores sanser, det næste øjeblik lader musikken træde frem som ren estetik. 2049 udgaven virker derimod mere enkel og klar i sit udtryk.