Fænomenologi

I 1996 var jeg kunstnerisk leder på Tor Nørretranders Mindship. Skibet blev desværre mest husket for den manglende økonomiske styring. Ideen var at at blande kunstneres og videnskabsmænds ideer og lade dem inspirere hinanden. Idag har vi TED, der bygger på det samme koncept.

På Mindship havde vi bl.a. besøg af toppen af poppen indenfor den danske klassiske kompositions musik – Per Nørgård og Aage Rasmussen med hof. Jeg var meget interesseret i at høre om hvilke teorier komponisterne havde om, hvordan deres musik påvirkede deres publikum. Så jeg spurgte en laverestående komponist fra følget, hvad han mente om det. Det korte svar var, at hvordan musikken påvirkede publikum kunne man ikke vide noget om og derfor ville komponistnerne ikke diskutere det. Faktisk havde de lavet en aftale med hinanden om ikke at tale om musikkens effekt – så kom de bare op at skændes sagde den unge komponist. Dette udsagn stod i modsætning til min egen filosofi. Jeg havde åbnet Mindship seminariet med et foredrag om musikken som medium der kunne transmittere følelser. Så jeg var naturligvis lidt skuffet over denne udmelding fra de klassiske komponister.

Der findes (mindst) to teorier om hvordan musik og følelser hænger sammen.  Den ene siger at musik repræsenterer følelser som genkendes af lytteren, og den anden at musikken sætter følelser igang hos lytteren. Jeg abonnerer på den sidste teori: En undersøgelse har vist at musik, der blev beskrevet som Trist, medfører forandringer i puls blodtryk og fingertemperatur. Musik, der blev beskrevet med følelsen Frygt, gav ændringer i blodgennemstrømningen, mens musik, der blev beskrevet som Glad, havde størst indvirkning på vejrtrækningen (Iben Have, 2006: Musik og følelser i danske TV-dokumentarer).

For filmkomponisten gælder det om at eksperimentere med, hvilke musikalske elementer der påvirker hvilke følelser. Det kan man gøre ved at udvikle en evne til at betragte og registrere sine egne følelser, mens man ser filmen, ud fra en antagelse om at publikum vil føle omtrent det samme som man selv gør. Når vi knytter et stykke musik til en film bliver følelserne mere entydige, fordi man knytter musikken til et objekt i filmen. Dette gør fortolkningen af, hvilken følelse musikken trigger hos publikum mere præcis i modsætning til, hvis musikken blev hørt løsrevet fra filmen. Som kunstner har du en frihed til at opbygge en personlig teori om, hvordan mennesket oplever musik og lyd. Forfin den løbende. Tilpas den til den enkelte film. Udspørg dine samarbejdspartnere om deres musikteorier og arbejdsregler. Du vil ofte finde store forskelle mellem folks ideer om, hvordan lyd og musik virker.

Lydmanden Richard King  (Har designet lyden til bl.a. Inception, Magnolia, Batman filmene) opererer med “sweeteners”. Lyde han blander sammen med filmens diegetiske lyde for at tilføre lydene en følelse. Diegetiske lyde er de lyde som filmens karakterer kan høre i modsætning til nondiegeriske lyde som kun publikum kan høre. F.eks. Underlægningsmusikken. Brøl fra rovdyr er meget brugt lyd i denne forbindelse, men også uhyggelige lyde fra barndommen, som grene der skraber mod ruden og døre der knirker bliver flittigt brugt. Richard King har en teori om, at mennesket er hardwired i hjernen til at blive bange når det hører lyden af et rovdyr. Vi er udstyret med en lydradar, der altid kører. Den skanner konstant vores omgivelser for farlige lyde for at sikre vores overlevelse.

King  mener vi er i stand til, på et underbevidst plan, at opfatte når der er noget galt med en lyd. Vi kan ikke høre rovdyret med vores bevidsthed, men vores underbevidsthed kan. Hvis man f.eks. blander lyden af en tigerbrøl ind i motorlyden af en bil, vil bilen dermed føles “farlig” når vi hører den. Også selvom vi ikke kan identificere brølet af rovdyret når det er blandet med motorlyden. Et andet eksempel på at konstruere lyde med følelse er fra filmen “Signs” af M. Night Shyamalan. Her konstruerede Richard King lyden af en knirkende dør udfra lyden af en lille pige der skreg. Pigen var forsvundet og hendes far gik rundt og ledte efter hende i huset. De døre lød slemt…

Her er et interview med Richard King om hvordan han lavede lyden til en anden film: “Master and Comander”

Musikken blander sig ofte med lyden på samme måde: Et ekstremt eksempel er da Komponisten Carter Burwell lavede et score til filmen “Barton Fink” af Cohen Brødrene, hvor han brugte et orkester til at konstruere lydsiden til filmen i samarbejde med lyddesigneren. F.eks. satte han 8 trækbasuner til at lave lyden fra de susende rør på hotellet hvor handlingen foregår. Publikum hører ikke lyden som musik, men det giver en speciel stemning på hotellet.

Lydpioneren Walter Murch lavede en plan for lyden til “Apocalyse Now”. Planen beskrev hvornår der skulle være mono, stereo og surround ud fra en teori om hvilken psykisk påvirkning disse forskellige lydindstillinger har i samvirke med billederne og historien (Interviews fra bogen Soundscape, The school of sound lectures  2003)

Lav dine egne teorier

Du behøver ikke at bevise dine egne teorier videnskabeligt, men det giver en afgrænsning og skærper kompositionsprocessen, hvis man arbejder ud fra en begrundet antagelse om, hvordan lyd og musik virker på publikum.