Casting af komponisten

Hvis filmholdet var et band ville filmkomponisten være trommeslageren – ham der sidder i hjørnet og tænker på sangen på en lidt anden måde end alle de andre i bandet. For trommeslageren handler sangen ikke primært om akkorder og melodi, men rytme, swing og bevægelse. Hænger det? Ligger vi fremme på beatet? Er det for tungt?

Som trommeslagere er forskellige, er komponister forskellige. Det er ikke alle komponister, der kan lave filmmusik. I bandet vil I have den trommeslager, der er bedst for de sange I fremfører. Dette er ikke nødvendigvis den dygtigste og mest ekvilibristiske trommeslager. Denne type af trommeslager “larmer” ofte alt for meget. Nej, som band vil I finde den type trommeslager (eller filmkomponist), der lytter til sangen (eller filmen) og fortæller historien.

At komponere filmmusik handler om at fortælle, ikke om at sætte billeder til musik eller omvendt . Filmkomponisten opgave er at gøre filmen og historien bedre vha. det sprog som musikken taler. Her oplever filmskaberen og komponisten et problem: Musikkens sprog er et andet end filmens sprog. Der opstår en sprogbarriere:

To bønder sidder i en grøft og kigger ud over landskabet. En Mercedes med tyske nummerplader nærmer sig. Da føreren ser de to bønder sidde i vejkanten stopper han op, ruller vinduet ned og stikker hovedet ud. Han forklarer på tysk at han er faret vild og vil vide om de kender vejen til Hostebro. De ryster på hovederne og gør ham begribeligt at de intet forstår af hvad han siger. Tyskeren prøver igen, nu på engelsk. Bonderøvene ryster på hovedet. Engelsk forstår de heller ikke. Tyskeren prøver derefter i hurtig rækkefølge at spørge om vej på fransk, italiensk og spansk. Men ligemeget hjælper det. Bønderne ryster på deres hoveder og slår ud med armene. Så siger den ene: “Vi forstår ikke en skid af hvad du siger”… Tilsidst kører tyskeren videre med uden at være blevet klogere. Bønderne kigger efter ham og så ser den ene bonde på den anden, ryster på hovedet og siger: “Se nu ham tyskeren. Hold kæft hvor var han dum. Han havde lært fem sprog udenad, og hvad hjalp det ham.”

Filminstruktøren har det som tyskeren, der kunne tale fem sprog flydende inklusive filmsproget. Pointen er at det er ikke nok at have gået på filmskolen og lært at tale filmsproget, hvis komponisten man skal arbejde sammen med ikke kan forstå det. Mange komponister har aldrig lært at tale filmsproget, eller taler en selvopfundet dialekt, og har måske samme holdning til filmsproget som bønderne i historien.