Filmmusik kan være meget abstrakt. Det abstrakte accepteres lettere af publikum når musikken er filmmusik. Publikum vil acceptere at lytte til musik i film, som de ikke ville lytte til  i 10 sek løsrevet fra filmen. I udviklingen af original musik til en film kan man med fordel udvikle musikken ved at tænke på den som et skulpturelt element i filmen:

• Som et rum
• Som en struktur udstrakt i tid
• Som en manifestation af et karaktertræk
• Som en manifestation af en følelse

Et tænkt eksempel:

Den mandlige hovedkarakter er ambitiøs ung mand. Han vil op ad den sociale rangstige. Han er stivstikker og ude af stand til at vise sine følelser, og det gør at han ikke kan klare det job som leder af en lille tøjbutik han har kæmpet sig frem til. De ansatte hader ham. Han bliver nødt til at ansætte en flippet pige, som er ejeren af butikkens datter (hvad han ikke ved) til at lægge tøj på plads, hvilket hun ikke er særligt god til. Det starter skidt, men der udvikler sig et venskab med pigen i løbet af filmen. 

Han tror at hans livsmål er”at blive en samfundsstøtte” som sin far, men finder ud af at det er “at følge sit hjerte”.

Karakterdrevet musik:

Den karakterdrevne musik til dette eksempel kunne være enstrenget, uden overtoner, ubevægelig, bevæger sig i en dimension, lange monokrome strenge (ligesom hovedkarakteren), men i mødet med pigen introduceres en krusedulle, der langsomt folder sig ud og laver uorden efterhånden som forholdet udvikler sig.

Miljødrevet musik:

Et urbant strømlinet mode univers. Musikken er en form for arkitektur. Tømt for mennesker, bestående af lydsøjler, snoede gange, forløb. lys og skygge. Men et eller andet sted kan man høre lyden af et menneske, der kommer nærmere.

Hanz Zimmers konceptuallisering af Interstellar.