En karakter har et “livsmål” (Life Need). Et mål hun skal have opfyldt for at blive et helt menneske. Det er livsmålet der driver karakteren fremad. Et livsmål kan være “at føle sig elsket”. “At få anerkendelse fra sin Far” osv. Dette vil i enhver scene føre til at karakteren anlægger forskellige strategier for at få opfyldt sit livsmål. Dette kan vi kalde hendes “behov”. (Scene need).
Eksempel:
Vores karakter er inviteret til en større middag og hun ønsker at sikre sig en plads ved siden af den mand hun elsker. Men han er ikke ledig. En anden kvinde har erobret ham og sidder i stolen ved siden af ham. Vores karakters “behov” vil være at “slippe af med rival”. Det overordnede livsmål kan være “at føle sig elsket” .
Det fører til en “handling”. I denne scene kunne handlingen være at hun:
– Fortæller rivalen, at der er kommet en pakke til hende og der er et bud, der venter udenfor.
– Beder rivalen om en fortrolig samtale på toilettet og men narer i stedet rivalen og låser hende inde.
– Fortæller den udkårne at hun elsker ham, foran rivalen og resten af selskabet.
Den metode karakteren vælger at benytte sig af for at komme forbi en forhindring fortæller os noget dybere liggende om hvem han eller hun er. En karakters historie indeholder hele tiden tre lag; Livsmål, behov og handling. Hver eneste karakter vælger, udfra deres personlige livsmål og behov i den enkelte scene, den handling, de tror vil hjælpe dem til at få opfyldt deres livsmål.
Kurt Vonnegut om at at fortælle en historie.
Livsmålet er ofte delt i et bevidst og et ubevidst mål. Det bevidste livsmål kunne være: “At blive verdens bedste journalist”. Men vores karakter indser i løbet af historien, at livsmålet i virkligheden er “ at blive elsket som jeg er” eller ” at bevise over for min mor, at jeg ikke var dum og ikke duede til noget”. Ofte er det sådan at karakteren i løbet af historien skal indse, at hun har taget fejl af sit livsmål. Hun indser til slut sit sande livsmål og opnår det også, samtidig med at hun forkaster det ydre livsmål.
- Snak med instruktøren om hvad karakterens livsmål,vilje og handling er for hver scene, for hver karakter.
- Er der et bevidst/ubevidst livsmål? Hvad vil karakteren opnå? Hvad har karakteren i virkeligheden brug for?
- Hvilke følelser er karakteren drevet af i scenen?
- Hvad skal publikum føle i denne scene?
Læs mere om instruktion og Life Need, Scene Need og Action i Leonora DeKovens bog “Changing Direction”. DeKoven er Instruktøren Ang Lees lærer i drama og instruktion.