Som komponist opfinder jeg ofte et personligt succeskriterie for den enkelte film. Et succeskriterie jeg kan lykkes med, selv om filmen ikke lykkes, eller en parameter jeg kan arbejde med, når jeg bliver tvunget til at lave en musikalsk løsning, jeg ikke personligt synes er det bedste valg. Det kan f.eks. ske ved, at jeg arbejder med et nyt orkester eller bruger ny teknik. Laver en ny struktur i mit arbejde. En anden måde at organisere mig på. Et nyt sted at indspille. Lærer at spille et nyt instrument. Eller vælger nogle nye samarbejdspartnere. Mulighederne er utallige.

Mit personlige succeskriterie er som regel usynligt for de andre der arbejder på filmen, og jeg fortæller sjældent om det. Det er min hemmelighed og mulighed for at lære noget nyt og lykkes med mit projekt uanset om filmen lykkes eller ej. Men det er vigtigt, at det ikke får indflydelse på filmen eller kvaliteten af mit arbejde. Hvis jeg kan mærke at mit private projekt kommer i vejen for filmen modificerer eller opgiver jeg det og prøver at finde et nyt succeskriterie jeg kan arbejde med inden for rammerne af opgaven.

I denne serie arbejdede jeg med et Nordisk udtryk og anskaffede mig en Nyckelharpe. Jeg eksperimenterede også med at involvere klipperen og lydmanden så meget i processen som muligt. Jeg opfandt noget jeg kaldte “multistems” hvor det track kunne bestå at flere stemt (spor) der kunne kombineres med hinanden på uendeligt mange måde. Man kunne vælge både dur og mol, forskellige tempi, og stemninger, instrumenter i nogle ret lange forløb (6-7 min) Det gjorde at klipperen kunne tænde og slukke for sporene og have flere valg muligheder. Hvis man åbnede for alle sporene lød det som helt sort.

Her var det personlige trip at holde det så simpelt som muligt. Og at kombinere noget koldt med noget varmt.