Lad være med at fokusere på om en beslutning er den “bedste” beslutning. Fokuser på at træffe en “god” beslutning, i god tid, der er din egen. Så vil du opleve større glæde over dine valg.
At lave film og musik kræver at man er god til at vælge. Og rimeligt hurtig. En instruktør der er handlingslammet kan blokere en produktion. Skal det være den eller den skuespiller? Den eller den Lokation? Denne musik eller noget helt andet? Bliv god til at vælge. Hjælp dine samarbejdspartnere til at tage gode valg, så processen kan løbe videre.
Hvis du altid vil være sikker på at tage den bedste beslutning, bliver du nødt til opstille uendeligt mange scenarier og indhente uendeligt meget information. Det tager tid og beslutningen bliver ofte ikke meget bedre af den grund. Specielt ikke når det gælder “mindre” beslutninger vi møder i vores hverdag.
Vælg den første løsning, der opfylder dine kriterier.
Megen usikkerhed stammer fra bevidstheden om, at ethvert valg fører til til 1000 fravalg. Det, at afskære sig fra adgangen til alle disse alternative muligheder, fører til følelsen af smerte, afsavn og tvivl når du skal tage et valg, følelser der ofte er ude af proportioner i forhold til valgets vigtighed.
På restaurant I
Du er ude med nogle gamle venner du ikke har set et stykke tid. Du sidder med menukortet. Du kan ikke beslutte dig til, hvad du skal vælge. Der er meget der ser lækkert ud, men hvad har du lyst til i dag? På den ene kunne det være rart med en salat, på den anden side ser fisken lækker ud. Dagens menu er sikkert også god men du kan ikke beslutte dig. Frustrationen stiger og tjeneren står og venter utålmodigt. Hårdt presset vælger du, lidt tilfældigt, en ret som en af de andre ved bordet har valgt, som du ikke havde lagt mærke til i første omgang…. Så spørger tjeneren hvad du vil drikke til? Du har brugt al din tid til at tænke over maden og overlader valget til tjeneren. Da maden kommer bliver du ærgelig over, at det ikke rigtigt var det du havde lyst til. Du ville hellere have haft det de fik ved nabobordet. Desuden er Vinen alt for sød til din smag og lidt for dyr til din pung. Ærgrelsen over dit dårlige valg kommer til at fylde så meget i dit hovede at du knap nok kan følge med i samtalen.
Vi lever i et samfund med uendelige valgmuligheder Alle disse valgmuligheder gør det ikke lettere at vælge for os, eller bringer os giver os større tilfredshed i tilværelsen – tværtimod. Og når vi endelig efter lange overvejelser for og imod har taget et valg, er vi stadig usikre på om det var det rigtige valg.
På Restaurant II
Du er ude med nogle gamle venner du ikke har set et stykke tid. I er på restaurant og du skal vælge, hvad du vil spise. Du tager menukortet, åbner det på en tilfældig side, kigger ned over retterne indtil du kommer til den første ret, du kunne tænke dig at spise. Hurtigt memorerer du nummeret på retten, smækker menukortet sammen igen og skubber kortet væk uden at kigge mere i det, selvom der er sider du ikke så. Du går igang med at snakke med dine venner, men ikke om maden. Når tjeneren kommer giver du menukort og vinkort tilbage til tjeneren sammen nummeret på din bestilling. Til at drikke bestiller du et glas af husets hvidvin. Du har nemlig en regel om, at det altid er det du drikker.
- Stop dine overvejelser når du finder det første acceptable resultat.
- Besværliggør et omvalg. At vælge fører dig videre. (Luk menukortet og giv det tilbage til tjeneren)
- Overvej ikke om dit valg er rigtigt eller forkert når du først har taget det. Det er en dårlig sport. Snak i stedet med dine venner.
Tag ansvar for din beslutning.
En dårlig beslutning kan føles bedre end en god beslutning, hvis den dårlige beslutning var din egen beslutning. Hvis du tager dine egne beslutninger medfører det, at du føler at du har kontrol over dit liv. Den manglende kontrol over en beslutning du bliver presset til at tage, vil føles som et nederlag, selvom beslutningen efterfølgende viser sig at være en succes. Det vigtigste er, hvordan du har det med beslutningen, ikke om den er bedst mulig.
Hav nogle regler for de simple beslutninger i hverdagen.
- Jeg køber altid low fat mælk.
- Jeg bestiller altid husets vin.
- Jeg kører altid på cykel, uanset vejret.
- Jeg går altid med hvid skjorte.
- ..
Hjælp andre til at tage en beslutning
Spørg f.eks. ikke dine børn om de vil have sko på. Spørg dem om de vil have de røde sko på eller de gule. Opstil et valg mellem A eller B. (ikke mellem A eller ikke A – du skal ikke spørge om de vil have sko på!) Hvis du har en restaurant, sørg for at menukortet kan stå på en side og vinkortet bagpå.
Alternative beslutningsmåder
- Kast en terning og kommit dig til resultatet.
- Lav regler og automatiser beslutningsprocesserne (Spilleregler, dogmeregler og bureaukrati)
- Foretag en afstemning.
Eller brug “Oblique Strategies” by Brian Eno og Peter Schmidt, som er et sæt af kort, man kan bruge til at tage tilfældige overraskende beslutninger i den kreative proces, når man er gået i stå og ikke ved hvad næste trin i processen skal være. Her er en online version
Eksempler:
- Listen to the quiet voice
- Don’t be frightened of cliches
- Is it finished?
- Balance the consistency principle with the inconsistency principle